BST's historie 1990 - 1995

1990

Den nye formand Jan Sobol proklamerede i sin tiltrædelsestale, at fra 1991 ville der blive adgang til at spille tennis i en rigtig tennishal.

På generalforsamlingen blev halprojektet præsenteret af udvalget samt den prominente leder fra DTF Finn Christensen. På mødet deltog også medlemmer fra Brøndby Tennisklub.

Planen var, at der skulle opføres en hal ved Idrættens Hus, hvor BST og Brøndby Tennisklub så kunne købe haltimer uden i øvrigt at deltage i finansieringen af hallen.

(Det blev desværre det sidste vi kom til at høre om tennishallen. Senere på året gik der nemlig "tennispolitik" i sagen. I Nordsjælland var der allerede bygget et nyt stort tenniscenter, og derfra fik de på en eller anden måde forpurret den mulige konkurrence fra Brøndby).

Thomas Aue Sobol kæmpede sig frem til SM slutspillet for juniorer u/14 år.

Eva Mortensen var i SM finalen i B-rækken, men tabte dog.

1. holdet rykkede op i serie 2 og var i SM finalen, men tabte til Ølstykke.

Rent sportsligt det allerbedste år nogensinde.

Der var 464 medlemmer og den store grill blev anskaffet lige op til Skt. Hans.

Ved KM kom Jytte Mikkelsen og Eva Mortensen hver især i deres finale nr. 25.

BST B-cup blev afviklet igen. 9 klubber deltog.

1991

Efter afholdelse af ekstraordinær generalforsamling blev Søren Ringø valgt som ny formand. Ifølge det meget korte referat fra generalforsamlingen var der i hvert fald stor diskussion om en kontingentstigning, der betød at kontingentet steg til kr. 500,-.

Der har angiveligt også været en større disput omkring elite og motionister, hvilket åbenbart betød, at den forrige formand og en del bestyrelsesmedlemmer ikke længere ville trække læsset.

Oprykningen til serie 2 betød tilgang af nogle nye stærke spillere, bl.a. Hanne Kristensen fra Vallensbæk, så optimismen var stor.

I SM indendørs, vandt Jan Jensen a-rækken i HS med 2 x 6-1. I HD vandt Jan og Thomas Rosenmejer også overbevisende. Allan Seemann og Krølle var også i en finale, men måtte nøjes med en 2. plads.

Serven kunne fejre 15 års jubilæum og skiftede samtidigt udseende igen, angiveligt af tekniske årsager og tekniske nyanskaffelser. Redaktør var Sandor Piller.

1. holdet rykkede op igen, denne gang i serie 1, da det slog Hvidovre i ren opvisningsstil i den sidste og afgørende kamp. Holdet tabte desværre i SM-semifinalen.

Årets klubmesterskaber huskes for en hel del diskussioner og problemer med reglerne, som gjorde, at bestyrelsen nedsatte et udvalg, der skulle analysere regler mv.

Der blev igen afholdt BST B-cup.

Årets afslutningsfest kostede kr. 175,- pr. person for en 2 retters menu med vin og kaffe!

1992

Efter 50 min. var årets generalforsamling overstået, dog efter en god debat om bl.a. standarden af klubbens anlæg, som flere mente kunne forbedres.

1. holdet var utroligt tæt på oprykning og de øvrige hold klarede sig også hæderligt, især U14 som vandt deres række.

Der blev igen afholdt BST B-cup (4. år i træk). Der deltog 60 spillere fra 12 klubber. Der blev afviklet en god turnering både spillemæssigt og socialt. Eva Hegelund og Alice Hestbæk vandt i DD.

Det holdt hårdt med at få Serven ud. Det skortede på indlæg og friske kræfter. Anna Holmbæk fik dog et ganske godt nummer ud. Som noget nyt blev bladet lavet på det kommunale trykkeri.

For første gang i mange år var der ingen reklamer i. Iflg. redaktøren fordi dette ikke kunne nås. Der har imidlertid ikke efterfølgende været reklamer fra sponsorerne i Serven. Det er angiveligt betingelsen for at få bladet trykt hos kommunen.

1993

På generalforsamlingen skete der en større, udramatisk, udskiftning af bestyrelsesmedlemmerne, idet bl.a. Helmuth Mortensen, Morten Jørgensen og Sandor Piller takkede af.

Som noget nyt skulle turneringsudvalget erstatte spilleudvalget og superseniorudvalget.

Også på trænersiden var der udskiftning, idet træningen fremover skulle forestås af Lars Hancke, der også var træner i andre klubber.

Banerne fik en længe tiltrængt renovation, bl.a. med nye linjer.

BST B-cup var igen en stor succes på trods af en del regnvejr. Deltagere fra 20 klubber deltog. BST vandt de 3 rækker, der blev spillet. Ole Mortensen vandt 2 rækker.

I årets SM havde BST deltagere i hele 5 finaler. 3 i A- rækken og 2 i B-rækken. BST vandt i 3 af rækkerne. Vinderne var Eva Hegelund/Eva Mortensen i DD-A, Hanne Kristensen/Thomas Rosenmejer i MD-A og Eva Mortensen/Nikolaj Baran i MD-B. Hanne og Eva M. tabte deres finaler i DS.

På trods af den sportslige succes var der alligevel en hvas kommentar fra Eva Mortensen om selve arrangementet: "SLTU har endnu en gang overgået sig selv. Det var det kedeligste og dårligste arrangement, jeg har deltaget i. Ved præmieoverrækkelsen indfinder 2 lettere forvirrede repræsentanter fra SLTU sig på banen med nogle "yndige" glas. Derefter kigger de på finalisterne og spørger "Nå, hvem har så vundet?" Hvorefter de placerer et glas i poten på de trætte deltagere".

U18 holdet gik ubesejret gennem turneringen og vandt finalen om SM over Helsinge. Holdet bestod bl.a. af Nanna, Jacob og Thomas Aue Sobol og Ole Mortensen.

2. holdet rykkede op i serie 3 og 1. holdet fik en 2. plads.

1994

På generalforsamlingen deltog der i alt 9 medlemmer foruden de 7 bestyrelsesmedlemmer.

Referatet i Serven var en regulær skideballe til alle dem, der kun brokkede sig, men som ikke stillede op til noget eller deltog på generalforsamlingen. 3 af bestyrelsesposterne blev ikke besat.

Redaktør Anna Holmbæck var vist blevet godt og grundigt sur!

Klubben fik en ny boldmaskine, og Lis og Bent overtog marketenderiet.

BST B-cup blev aflyst på grund manglende tilmelding.

I juli blev det oplyst, at Ernst Mikkelsen, bestyrelsesmedlem og baneforvalter gennem mange år, pludselig var død.

I august måned blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling primært på grund af en meget lille interesse for deltagelse i klubarbejdet. Forinden havde der været en periode med hård kritik af bestyrelsen og mange knubbede ord undervejs.

På mødet blev der nedsat et nyt turneringsudvalg, der som nye medlemmer bl.a. fik Bo Skovgård Jensen og Poul Qvist, som sammen med nogle mere erfarne skulle få skub i tingene igen.

1995 - 20 års jubilæum

Det blev til en rigtig dårlig start på sæsonen 1995, idet flere af de "gamle" spillere valgte at søge til andre klubber. Det betød, at BST kun stillede op i serie 4, hvor de unge dog klarede sig overraskende godt.

I Q8 Tennis Cup vandt Nasim Samandari over holdkammeraten Monica Frederiksen i finalen. De vandt sammen i DD. Flot præstation af pigerne.

Motionisterne kom ikke med i holdturneringen, da unionen havde smidt tilmeldingen ud, angiveligt fordi den var indsendt 6 uger før tid!

I starten af september blev det fejret, at BST havde 20 års jubilæum. Traktementet bestod af kransekage og Lambrusco.